Gardasøen behøver ikke være lig camping

De fleste forbinder nok Gardasøen med camping. Men hvis tanken om at ligge i et telt eller en campingvogn ikke tiltaler dig, så er der andre muligheder.

For det første er der mulighed for at leje både mobilhome og hytter på mange af campingpladserne. På den måde kan du få det bedste fra campinglivet – men samtidig også både toilet, bad, en god seng og endda aircondition.

Det kan dog også være, at det er selve tanken om campingpladsen, som du ikke rigtig bryder dig om. Og så skal du jo nok kigge på andre overnatningsformer.

En mulighed er at leje en ferielejlighed ved Gardasøen.

Det lyder måske som en dyr løsning. Men er I en større familie, behøver det faktisk ikke være så meget dyrere end en campingplads – og ofte er det noget billigere, end hvis I alle sammen skulle bo på hotel.

Samtidig er der også mange fordele ved en ferielejlighed – da det giver jeg en langt større frihed.

F.eks. kan I selv lave mad. For selvom den italienske mad er god, så kan det også blive en stor udskrivning, hvis man skal spise tre måltider på restaurant hver dag.

Rejser I flere familier sammen, giver det også mere samvær, end hvis I sidder i hvert jeres telt eller på hver jeres hotelværelse.

Børnene kan også blive puttet, og så kan I hygge sammen – i stedet for at en af jer skal sidde og sørge for, at de mindste ikke vågner og er kede af det.

Hvad er behovet?

Inden I booker en ferielejlighed, er det værd lige at overveje jeres behov.

Hvor mange soveværelser har I brug for? For slet ikke at snakke om antallet af badeværelser.

Der er f.eks. også masser af ferieboliger, hvor der er pool. Det er jo helt sikkert et populært valg, hvis der er børn med.

Og måske sætter I også pris på en opvaskemaskine. Eller at kunne vaske tøj undervejs i en vaskemaskine.

Det kunne jo også være hyggeligt, hvis der er en grill. For så er det bare at finde den lokale slagter (og vinhandler).

Sidst men ikke mindst skal I også beslutte jer for placeringen af boligen.

Skal det være ved vandet, så I kan få jer en morgendukkert før morgenmaden? Eller vil I hellere bo i bjergene, så I kan komme på vandreture.

Begge dele er muligt. Og den ene ting udelukker jo ikke den anden. For bjergene er ikke langt væk fra søen – og omvendt.